Louise Juhl

Jeg ønsker mig ud af denne verden.

I bilen hører jeg et radioprogram, om en ung mand, der i årevis har levet med en autismediagnose, og nu forsøger at komme videre. Ikke udenom eller væk fra sin diagnose, men videre med den.

Han opsøger sin barndom, skoletiden især, for at høre, hvordan han var dengang, og hvordan det adskiller sig fra den, han er i dag. Om der er sket noget undervejs, noget vigtigt.

Hans forældre fortæller om en barndom uden venner, at drengen ønsker det sådan, ønsker at være alene. Det bekymrer dem længe, men med tiden forsøger de i stedet at favne hans enspænderliv fremfor for at bebrejde ham det eller forsøge at ændre på det. I 6.klasse kommer drengen i en specialklasse. I programmet retter han henvendelse til sine lærere fra dengang. De fortæller om et presset barn, en dreng, der finder det svært at fungere i en social kontekst. De fortæller også, at han er udadreagerende og aggressiv, og at de er meget bekymrede for ham – også på sigt.

I 7. klasse ændrer det sig. Han er ikke længere udadreagerende, tværtimod: Han holder helt op med at kontakte nogen, holder op med at tale, og i mere end et år kommunikerer han kun ved at skrive korte beskeder til sine forældre, lærerne og – en sjælden gang – kammerater. Drengen selv forklarer, at han husker, at det var i forbindelse farmorens død. Han fortæller, at han – selvom han havde holdt sig for sig selv hele sin barndom – nu for første gang føler sig alene. ”Mere end alene,” fortæller han, ”ensom.”. Han oplever, at han ikke længere har noget at sige – og ikke nogen at sige det til.
Lærerne kalder hans adfærd for mutisme, af det engelske ord mute, som betyder stum eller at slå lyden fra.
Ind imellem, når han skriver sine korte beskeder, sætter han sig under bordet. ”Det var en måde at vise, at jeg ikke ønskede at tale men heller ikke at blive set,” forklarer han.

Jeg kører ind til siden og skriver ordet ned: Mutisme. Hjemme igen prøver jeg at finde et ord, der både dækker det stumme og det usynlige, men finder det ikke.