Louise Juhl

Hvorfor er jeg så ked af det?
Ruth er min mors veninde fra skoletiden, hun bor i Kolding og er gift med en mand, der hedder Leeif.

“Leeif staves med to e’er,” forklarer Ruth mig, som om det gør en forskel.
Leeif siger næsten aldrig noget, og han har ikke det samme efternavn som Ruth, selvom de er gift. Det er lidt mærkeligt, synes jeg, men ikke uhyggeligt.

Ruths datter hedder Nina, hun har et elklaver inde på sit værelse, det viser hun mig, imens de voksne spiser. Hun spiller noget, hun kalder en “etude” og fortæller, at hun går på en elitelinje og skal til en by i Tyskland og spille koncert for “et hav af mennesker”, fordi hun er så dygtig og har vundet to konkurrencer.
Selv spiller jeg guitar, men kan kun spille tre akkorder: D, A7 og en amol. Sidst, jeg var til guitar, spillede jeg “Jeg har fanget mig en myg” helt uden fejl, men jeg vandt ikke nogen konkurrence. I hele taget er der ikke noget, jeg er så dygtig til, at de har hørt om det i Tyskland, så jeg rejser mig og går ind til min mor og Ruth.

“Vi er stadig midt i maden,” svarer mor, da jeg spørger hende, om vi ikke snart skal hjem. “Gå du ind til Nina og hør, hvor flot hun kan spille,” foreslår min mor og peger på døren, jeg lige er kommet fra.
Jeg går tilbage til Nina, der spiller og spiller, og beslutter, at jeg også engang vil blive så dygtig til noget, at folk vil lytte på mig.