Louise Juhl

Mennesker jeg ikke har mødt.

Hansi og Sigvald bor i en meget lang by med en meget lang vej fyldt med meget ens huse. I et af husene bor de, Hansi og Sigvald, vi besøger dem en dag i oktober. Det er Hansi, der åbner.

“Hedder du virkelig Hansi,” spørger jeg, og hun smiler og svarer “ja, det hedder jeg virkelig.” Min mor hiver i mit frakkeærme, hun hvisker: “man behøver ikke at sige alt, hvad man tænker.” Hansi rækker sin hånd frem, spørger: “og hvad er du nu, du hedder?”
Hånden er helt slap og rynket og fyldt med lilla plamager. Jeg tør ikke at røre ved den, så jeg nøjes med at mumle mit navn og skynde mig forbi – ind i entreen, der er mørk og lugter lidt af kaninbur og bål.
Indenfor i stuen, i en beige lænestol med klapbord, sidder Sigvald. Han vinker og råber: “dav med dig,” og rækker begge sine hænder frem. Jeg ved ikke, hvad jeg skal stille op med manden i stolen eller de fremstrakte hænder, men det er heller ikke nødvendigt, for Sigvald griber fat i min krop og trækker mig ind til sig, før jeg når at tænke mig om. Sigvalds krop er tyk og blød og varm, han siger: “du er vel nok blevet stor,” jeg føler mig meget lille.
Hansi har dækket op med porcelæn og småbitte skeer og gafler. “Kagegafler,” forklarer min mor, da jeg spørger, og jeg svarer, at det er dumt at lave gafler, der er så små, når nu de er til at spise kager med. De voksne griner, min mor undskylder: “så, så unge dame, alt med måde”, siger hun. Men Hansi rækker mig bare fadet med vandbakkelser, og jeg tager to mere, de er med flødeskum og rød gele og smager vidunderligt. De voksne taler sammen, mest om nogen, der hedder Ejner og Andrea, som jeg ikke ved, hvem er, men som de voksne tit snakker om, selvom de er døde.
Ejner var modstandsmand og sad i tysk koncentrationslejr, fortæller Hansi, og min mor ser på hende med et bekymret blik.
“Ja, og da han kom hjem, var han helt forandret, han blev aldrig den samme Ejner igen”, snøfter Sigvald og tørrer sine øjne med en stofserviet. Min mor retter sig op, hun beder om mælken.
“Det er sørme nogle dejlige vandbakkelser, du har bagt Hansi,” siger hun meget højt, selvom Hansi sidder lige ved siden af. Sigvald rækker min mor mælken, der er helt stille ved bordet, det eneste man kan høre er min gaffel, der skraber mod porcelænet for at få det sidste flødeskum med op.
Min mor levner det meste af sin kage, jeg spørger hvorfor, da vi kører ud af den meget lange vej, væk fra Hansi og Sigvald.

“Det blev bare lidt for meget,” smiler min mor og holder fast om rattet med begge hænder.