Louise Juhl

Jeg har længtes så længe efter efteråret
og nu er det efterår.

Jeg bliver kaldt ind til fødsel, det er tydeligt, at det haster. Jeg løber: et hav af mennesker står bøjet over en kvinde på et hævet leje, det eneste, der er at høre, er apparatet, der overvåger den fødende kvinde og barnets hjertelyd. Først er lyden rolig, så bliver den hurtigere og hurtigere, til sidst galopperende.
Situationen er kritisk, jeg råber, tilbyder min assistance: “så er jeg her, hvem mangler hjælp?”
En læge, gråsprængt og mit i halvtredserne, vender sig væk fra kvinden, om mod mig, svarer “Det gør du.”