Louise Juhl

I nat drømte jeg, at M og jeg var ude at køre i min lille røde Skoda, vi var ude på landet og alle gårde var rødbrune og af træ, pludselig mørknede det, og jeg så en skypumpe nærme sig, en kæmpemæssig søjle af asfalt og betonklumper og teglsten og marmor, “se!”, skreg jeg og pegede, M gassede op, flygtede fra skypumpen, det var vildt skræmmende og jeg tænkte som det første på min mor, tænkte, at jeg skulle ringe til hende, men M sagde, at jeg ikke skulle ringe, han sagde, at det ikke bare var en skypumpe men en verdenskrig, vi var vidne til, jordens undergang, jeg blev ikke bange men til gengæld helt afsindig trist, vi rasede afsted, speederen i bund, pludselig dukkede en ødegård op i det fjerne, på en stor åben mark stod der denne her mangekantede bygning i træ, “dér er vi i sikkerhed”, råbte M, og jeg vidste, at han havde ret, vi nåede frem og kastede os ind i huset, indendøre var der stille og fredeligt , ingen fare, mens der udenfor fløj asfalt og beton og døde mennesker forbi, jeg skreg, at vi måtte kontakte myndighederne, at vi skulle tilkalde hjælp, men M råbte, at jeg ikke måtte kontakte nogen, at vi måtte blive indendøre, tavse, at de ville spore os, at det var en krig, og at vores eneste chance for at overleve ville være at lukke døre- vinduer også, i gen kontakt nogensinde med nogen, jeg spurgte : men hvorfor så overleve? M svarede: “det er den slags spørgsmål, det ender med at slå os ihjel.”