Louise Juhl

Forleden sad jeg i et tog, og talte med en mand, der hed Jens. Jens er en meget rar mand og det var en rigtig rar snak. Vi talte om mange ting, om at være bange for mobilapps – om frygten for ved en fejl at komme til at bestille 600 kilo Kobe-kød uden fortrydelsesret, for eksempel. Vi talte også om mennesker med meget lange ben og om hunde uden tænder. Vi snakkede selvfølgelig også lidt om det arrangement, vi begge lige havde læst op til. Om hans og om min bog. Om hvor pissevildt, underligt og trist det er, at jeg brugte tyve år af mit liv på virkeligt dumme ting. Jeg fortalte ham helt kort om dengang, jeg boede på en psykiatrisk døgninstitution på en midtjysk mark. At jeg egentlig var henvist til en anden institution med speciale i spiseforstyrrelser, men at kommunen valgte et – ikkespecialiseret – tilbud i deres egen region, for at holde pengene ”indenfor murene”. Vi var fire på gården – og så Jacob. Jacob boede i sit eget lille træhus 50 meter fra hovedbygningen, her sad han altid og så tv og røg hash, og kom kun over på gården, når angstpsykoserne blev for stærke. Så satte han sig i det store køkken og røg cigaretter og trippede med den ene fod, op og ned og op og ned. Rejste sig og gik lidt rundt, satte sig så igen, trippede med foden, rejste sig. Hele tiden i bevægelse – på flugt fra sine tanker. Han var pissesød, Jacob, selvom han mente, og mente da også, at han var den mindst ringe stillede af os to. ”Godt nok er jeg skide-skizofren, men jeg kan sgu da i det mindste finde ud af at spise selv”.

Der var også Maja, hun elskede alt med at strikke og hækle og brodere, men nåede som regel aldrig længere end til at finde strikkepinde og garn frem, så havde hun glemt, at det var dét, hun havde lyst til. Hun spiste ristet rugbrød med tahin og honning hele tiden, og der lå altid et hav af krummer der, hvor hun havde siddet. Kamille var anderledes, mere snu, hun havde noget kørende med pædagogerne: Det ene øjeblik ville hun låne penge, selvom hun lige havde fået 500 kroner, det næste øjeblik ville hun bage en eksotisk kage, som det var umuligt at skaffe ingredienser til. Pædagogerne gjorde deres bedste, de kørte rundt i timer for at finde potaske og frisk salturt, men da de kom tilbage med varerne, så var Kamille stukket af.

Så var der Anne, hun havde det rigtigt rigtigt svært med næsten alt. Engang måtte jeg smide et par helt nye sko ud, fordi hun mente, at sålerne fik hendes øjne til at løbe i vand. Hun protesterede på et føllesmøde over, at jeg hed Louise, Anne havde nemlig altid selv ønsket at hedde Louise, og vi måtte forstå, at det var ”hårdt sådan hele tiden at blive mindet om”.

Jeg tror, det var cirka der, jeg tænkte: ”Ok, LouLou – hvad så?”

Tre uger efter udskrev jeg mig selv.