Louise Juhl

“Vi kan også snakke om din bror”, siger Lars, terapeuten.

“Der er ikke noget at snakke om,” svarer jeg

“Det er lige netop det ikke, der interesserer mig,” siger Lars.

Jeg bliver irriteret, tænker: ja da, lad os for helvede tale om, hvorfor der ikke er noget at tale om. Story of my life, lissom.

”Han er kompromisløs,” svarer jeg og håber, at det er nok, at vi så kan komme videre, tale om noget andet. Om det absurde i at være bange for lykke, for eksempel.

“Det lyder hårdt,” siger Lars.
Han noterer noget ned på et stykke papir, ser op, “er det det?”

”Min bror vil nok selv sige: nødvendigt. Ikke hårdt men nødvendigt.” Jeg griner for mig selv og rykker på mine ben. Kurvestolen giver sig under mine bevægelser.

”Nu er du jo ikke din bror. Jeg vil hellere høre, hvad du synes. Synes du din brors kompromisløshed er nødvendig?”, spørger han og tager en slurk vand, stiller glasset fra sig.

Jeg tænker et øjeblik over, hvad kan jeg svare, der vil stille Lars tilfreds.

”Hvis min bror var en sten, ville han flyve,” hører jeg mig selv sige.
Overfladen på vandet i Lars’ glas bevæger sig stadig en smule, jeg har lyst til at bede ham om at få det til at falde til ro. Han skriver noget ned i sine papirer, måske mit svar. Dèn lyd. Jeg klør mig på undersiden af armen.

“Det lyder hverken særlig hårdt eller særlig nødvendigt i mine ører ,” svarer Lars, “men temmelig umuligt?”