Louise Juhl

Anna-Elisabeth er træt af at blive spurgt: “må jeg kalde dig for Anna. Eller Elisabeth?”
“Jeg hedder An-na-e-li-sa-beth,” svarer hun, med tydelig udtale af alle stavelser, og videre: “Jeg fatter det ikke. Hvad er det, der gør, at det er umuligt for folk at udtale seks stavelser uden at give op?”

Klokken er 14.23, jeg elsker, når den slags sker, når tal og virkelighed i et kort øjeblik går op.
“De kommer om 7 minutter,” siger jeg og peger på uret.
“Ja hvis de da er her til tiden,” siger Anne-Elisabeth og tænder for elkedlen. Den giver nogle korte hårde smæld fra sig, det må være varmelegemerne, der er kalket til.
“Har du noget til “eventuelt2?”, spørger hun, men svarer, før jeg når at sige noget:
“Det er kun godt, hvis ikke du har – der er i forvejen alt for meget på dagsorden.”
Vandet begynder at koge, elkedelen slår fra med et klik.
Jeg hælder det varme vand over på termokanden. Lidt af vandet ryger ovenud, Anna-Elisabeth tager kanden ud af mine hænder, tørrer den af med en karklud og rækker den tilbage.
Jeg skruer låget på.

“Punkt 3 er vores samtalekultur,” læser Anna-Elisabeth op fra den dagsorden, hun har printet, “Hvad tænker I om den?”
Der er ingen, der svarer.
“Altså. Jeg tænker, at den her situation er meget symptomatisk”, svarer hun så selv, “ingen, der siger noget, og ingen, der tager initiativ.”
“Du får da sagt en masse,” mumler jeg og fortryder med det samme.
“Hvad mener du?,” spørger Anna- Elisabeth, tager en slurk af sin te, sætter koppen på bordet.
Hun ser på mig: “hvad mener du?” gentager hun.
“Jamen, du tager da initiativ til mange ting” prøver jeg.
“Jo,” svarer Anna-Elisabeth, “men jeg kan jo ikke bære en kultur alene, vel? Og en samtale forlanger, at der er nogen at tale med. Det er faktisk derfor det hedder en samtale. Det kommer af sam-ta-le”
An-na-e-li-sa-beth, tænker jeg, men siger ikke noget.

“Hvem har rejst punktet?”, spørger Trine. Vi ser allesammen på hende, måske fordi det er så sjældent, hun åbner munden.
“Det har jeg,” svarer Anna- Elisabeth hurtigt, “jeg synes, det er vigtigt at få talt om.”
“Så vi skal altså tale om, at vi ikke taler?” spørger Trine og tager med begge hænder om sin kop, “jamen, det kan jeg godt se.”
“Hvad kan du godt se,” spørger Anna- Elisabeth.
“At det er symptomatisk” svarer Trine. Hun stiller koppen fra sig, læner sig tilbage i stolen. “Måske er det hele symptomatisk, Anna, måske er både det vi siger og det, vi ikke siger, skide symptomatisk.”
“Jeg hedder An-na-e-li-sa-beth”, retter Anna-Elisabeth.
Trine rejser sig, skubber sin stol ind under bordet: “Bare lad kopperne stå, jeg skal nok vaske dem op, når I er færdige” siger hun og går.

“Hvad fanden handlede det om?” spørger Anna-Elisabeth. Hun ser rundt på os, slår ud med denne en hånd og hæver øjenbrynene.
“Samtalekultur måske,” mumler Joan.
“Hvad?” spørger Anna-Elisabeth.
“Ikke noget,” skynder jeg mig at svare.