Louise Juhl

I morges var jeg ude at gå, det var en virkelig fin og virkelig kold morgen. Klokken 7.54 går jeg ind ad en skovsti. På en lille p-plads holder en bil, metallicblå, den ser ny ud, måske en Nissan Qashqai. Jeg har set bilen holde samme sted før, på samme tid endda: 7.54. Det er ikke usædvanligt, der holder tit biler i tomgang ved skoven i de tidlige morgentimer. Sikkert salgsrepræsentanter eller virksomhedsbesøgende, der er tidligt på den, og som derfor holder ind ved skoven med udsigt over søen. Måske ryger de en smøg, måske spiser de en medbragt bolle, måske sidder de bare med motoren i tomgang.

Da jeg er på vej over p-pladsen, kan jeg se, at døren til den metallicblå bil bliver åbnet, og at der bliver smidt en genstand ud af bilen. Så bliver døren lukket igen. Jeg bliver harm: der står en stor, synlig affaldsspand kun få skridt derfra, det er vel ikke for meget forlangt, at bilisten smider sit affald i den? Det er sjældent, at jeg giver udtryk for min irritation. Jeg er typen, der tænker og tænker og tænker – og skriver om, hvad jeg tænker – men som knap så ofte handler. Men her til morgen tænker jeg ”Fandeme nej!”Det her er jo åbenlyst svineri, det må selv en mand i en ny metallicblå Qashqai kunne forstå. Jeg går henimod bilen. Jeg kan se, at der ligger flere dåser omkring den, fladmaste, sandsynligvis nogle, der er smidt dagen før og dagen før igen og sidenhen kørt over. Jeg går hen til genstanden, der lige er blevet smidt ud af bilen, to genstande viser det sig at være. Dåser. Halvliters Master Brew. Nu bliver jeg for alvor harm, ikke nok med at bilisten har smidt to dåser i skoven, vedkommende drikker også alkohol, selvom det tydeligvis er meningen, at han/hun skal videre derfra i bil. Jeg bukker mig ned og samler dåserne op. I mit hoved forbereder jeg, alt det, jeg vil sige: Hvordan jeg vil banke på ruden og spørge ”Er det her dine dåser?,” række dåserne ind ad vinduet efterfulgt af et ”velbekomme”, noget i den stil. Til sidst vil jeg måske endda foreslå, at vi følges igennem skoven, “man må jo som bekendt ikke må køre bil, når man har indtaget alkohol.” Jeg er SÅ klar.

Så går bildøren op, en mand træder ud. Han har en armygrøn pullover på, cowboybukser, briller. Jeg når at tænke, at han til forveksling ligner en øre-næse-halslæge, jeg engang konsulterede, og som overraskede mig ved at hedde Aske, være højst 35 år, og dufte af en god eau de cologne.
”Ja?” spørger manden, der er trådt ud. Han lyder vagtsom, jeg hører det. ”Jeg snupper lige dem her”, svarer jeg, tager de to dåser og skynder mig hen til skraldespanden. Jeg løfter metallåget, der er iskoldt af morgenrimen, og kyler de to dåser i spanden. Det giver et smæld, da låget falder tilbage på plads. Manden står stadig ved sin bil, han følger mig med øjnene, han har tændt en cigaret. Jeg begynder at gå hen ad stien langs søen, forfulgt af mandens øjne. ”Har du det bedre nu, deres hellighed?”, råber han efter mig. Jeg bliver bange, tænk hvis han gør mere end bare at råbe, hvis han løber efter mig, tager fat i min skulder og vender mig om. Tænk hvis han spytter mig i ansigtet? Jeg småløber et stykke, før jeg kigger tilbage. Manden har sat sig ind i bilen igen, øjeblikket efter skifter baglygterne til rød, bilen bakker ud og kører væk.
Først er jeg lige ved at tude. Måske af lettelse, måske fordi jeg skammer mig over, at jeg ikke gjorde alvor af mine overvejelser: At jeg ikke bad manden tage sig sammen, forhindrede ham i at køre videre. Så bliver jeg pinlig berørt, for jeg kan langt hen ad vejen følge mandens reaktion. Hvad fanden ligner det, tavst at samle et andet menneskes affald op og med selvretfærdig mine smide det i affaldsspanden, som om man var hans mor? Hvad kan han bruge det til, hvad kan verden bruge det til? Til sidst får jeg ondt af manden. Tænker, at han må have det ret stramt, når han har behov for at drikke en liter guldøl før klokken otte om morgenen. Dén skam, der med må følge med sådan et misbrug. Han er sikkert blevet lige dele flov og vred over min afsløring.
Oveni på alle de modstridende overvejelser, bliver jeg skide bekymret: Manden kan jo risikere at køre et barn ned. Det her handler om meget mere end mine forvirrede følelser eller en enkelt mands hang til øl, der er andre mennesker liv på spil.
Hjemme igen tænker og tænker jeg – og skriver om, hvad jeg tænker. Jeg ved stadig ikke, hvad jeg skal stille op med det: med tankerne, oplevelsen, med manden og mig selv?