Louise Juhl

Det er sikkert ikke alle, der kan blive forfattere, men de fleste kan lære at skrive. Det er mit udgangspunkt, hver gang jeg starter et skrivekursus op. Ligesom der er mennesker, der elsker at male, uden at satse på en udstilling på Louvre, er der mange, der har stor glæde af at skrive, selvom det ikke fører til en udgivelse eller et forfatterskab.

Der er talrige gevinster ved at skrive. En er muligheden for at få sine tanker UD af hovedet og NED på papir. Sort på hvidt. De kan læses og væsentligst – man kan lægge dem fra sig igen.
Skriften kan også være en måde at blive mere opmærksom på omgivelserne. Se for eksempel på en rosin: Hvordan ser sådan en egentlig ud? Hvad lugter den af? Lyder den af noget?

Alle burde unde sig selv at skrive en rosin.

Det er vigtigt for mig, at det, der arbejdes med på kurserne ikke nødvendigvis skal “nytte noget.” Det vigtige er, at der skrives frit, og at alt er tilladt – også det dumme og det grimme. At skriften gør den skrivende opsøgende og nysgerrig, så alt det, vi normalt tager for givet, lægges under lup, undersøges påny, at stereotyper vendes på hovedet. Når en kursist ind imellem sukker over ikke at have noget at skrive om, husker jeg vedkommende på, at verden er fuld af rosiner, der venter på, at blive skrevet ned.
“En rosin er en rosin er en rose.”