Louise Juhl

Jeg drømmer.
M og jeg er ude at gå en tur, det er vinter. Vi går langt. Ingen af os siger noget, vi ved begge, hvad det betyder.

Efter en halv time – en time måske, tid findes ikke – spørger M, om jeg ved, hvor meget jeg står i vejen for mig selv?
Jeg forstår ikke spørgsmålet: “Hvem står i vejen for hvad?,” spørger jeg
“Hvem står i vejen for hvem,” retter M mig.
Han fortsætter, siger, at min ulyst til mig selv er så enorm, at når jeg tørrer mig efter et bad, reder mit hår, smører mit ansigt med creme, virker det som en voldshandling, “Det er modbydeligt at være vidne til,” siger han.
Han ser ikke på mig, mens han fortæller, og jeg ser ikke på ham. Alligevel nikker jeg.
Han tager min hånd, jeg skal lige til at sige noget, da M afbryder:
“Jeg er nødt til at melde dig til myndighederne, for mig at se er der tale om overgreb.”
Jeg ved, at det ikke er meningen, at jeg skal sige ham imod, at jeg bør være taknemlig.
“Jeg ved ikke, hvad der skal blive af mig,” græder jeg.
“Hvem der skal blive af dig” retter M.