Louise Juhl

Jeg ved ikke, hvad vi gør, eller hvorfor vi holder op.
Men en søndag i marts står vi op, som vi plejer, lukker hunden ud. Jeg trækker gardinerne fra, der er faldet sne.
Jeg er ikke mere bange end ellers.
Du koger vand til te, hælder det over de tørre blade. Du lader teen trække præcis 6 minutter, sådan som du kan lide den, rækker mig kanden.
Jeg hælder op, varmer mine hænder om kruset. Jeg drikker som altid hurtigt, men sætter koppen mellem hver mundfuld.
Den slags bemærkede du engang. Nu læser du avis.
Jeg prøver at gætte mig frem til, hvad du læser. Noget om det indiske kastesystem måske? Eller om havørnens blik – at fuglen fra 300 meters højde kan overvåge et areal på 5 km2? Jeg spørger ikke, men det om ørnen fortæller du mig senere.

Udenfor piber hunden, jeg lukker den ind.
Snart er morgenen slut.