Louise Juhl

I dag mødte jeg en, der hed Thomas. Det var i bus nr. 200, den kørte langsomt på grund af sneen. Thomas fortalte mig om sin niece, der røg fisk i en ovn i haven, og om sin far, der var en ottendel afrikaner.
“Det er derfor jeg ikke ser Liberty,” fortalte han, “jeg kan ikke holde de hvide menneskers pis ud.”
Han forklarede mig også, hvordan man laver pinnekjøt, som er en norsk ret med saltet lammekød. Og at han nogle gange oplevede at have en usynlig kikkert for øjnene.
“Alting kommer ligesom for tæt på.”
I går, sagde han, havde han for eksempel stået foran sine forældres hjem, og så var der kommet en mand forbi med sine to hunde. Skotske terrier.
“De kom helt tæt på,” fortalte han.
“Men så var det”, sagde han, “at jeg tænkte, at det sikkert bare var den dumme kikkerts skyld, og så bukkede jeg mig ned og klappede hundene.”
“De snusede bare til mine hænder – ingen kom noget til,” smilede han – nærmest lettet, som om det først var nu, hvor han fortalte om det, at han blev klar over, at han var sluppet uskadt fra hændelsen.
“Så sådan kan det heldigvis også gå,” sagde Thomas lidt efter, og selvom jeg ikke var helt sikker på, hvad det “sådan” betød, føltes det som en trøst.