Louise Juhl

Hunden er ængstelig i dag. Jeg mærker det allerede på morgenturen. Den tøver, vender sig om, skuler til samtlige træer i skoven. Først forsøger jeg mig med myndighed: hiver i linen, kalder kommanderende: “kom så!”
Alt det gør kun dyret mere vagtsomt.
Jeg ender med at sætte mig på skovstien. Jeg holder om hunden, hvisker, at der ikke er noget at være bange for, at verden vil os det godt. Det er lige før, jeg får overbevist mig selv.
Hunden falder til ro og vælger at følge med, da jeg rejser mig og går videre.
Hjemme igen fejrer vi sejren. Hunden får et tørret okseøre og jeg en lakridspibe med lyserød krymmel.