Louise Juhl

Kære søster

Jeg skriver til dig for at fortælle, at huset er blevet solgt. Du vil naturligvis, som loven foreskriver, modtage din andel af købssummen indenfor et par dage, så snart skødet er tinglyst.
Jeg ved, at du havde ønsket det anderledes. At vi kunne beholde huset og det omkringliggende stykke skov, med de mange firben, du elskede at forskrække, så deres haler faldt af. Du samlede på dem – på halerne – du hang dem op på væggen over køjesengen som trofæer. Jeg husker det tydeligt, søster, når de rådnede i sommervarmen, stanken, der holdt mig vågen flere nætter i træk.

Husker du den sommer, vi fejrede fødselsdag i huset og jeg fik lov at bestemme, hvad vi skulle have at spise? Kan du huske, at vi kørte ind til den lokale slagter og købte koteletter på skaft – store tykke koteletter med en bred bræmme af fedt, der krøllede sig sammen i varmen fra grillen? Husker du, hvordan mor pyntede op med flag, bagte flutes og frøs hjemmelavet saft til ispinde, alt sammen for min skyld? Kan du huske, hvor glad jeg var – hvor spændt?
Jeg husker, da far tændte op i grillen. Kullene, der blev røde, og fars stemme: ”hold afstand”. Jeg var som altid forskræmt, løb flere hundrede meter væk og holdt mine hænder op foran øjnene, som om jeg derved kunne afværge katastrofen. Mens du, søster, stillede dig helt tæt på grillen og så til, mens koteletterne blev tilberedt. Og da far gik indendøre for at hente et fad til kødet, tilbød du at passe grillen så længe.
”Det klarer jeg,” udbrød du selvsikkert.
Senere, da vi satte os ved det aflange plankebord på terrassen, blev fadet med kød sendt rund,t og du tilbød galant at servere for mig. ”Det er jo din fødselsdag”, insisterede du, og mor og far smilede stolt til dig. jeg husker, hvordan du greb om et stykke kød lidt ned i bunken med tangen, og lagde det på min tallerken: ”Tillykke,” hviskede du.
Det var et firben, du serverede, søster, ikke sandt? Du havde grillet et firben, mens far hentede et fad, og nu lagde du det på min tallerken. Det var din fødselsdagsgave til mig, ikke bare halen men hele dyret. Det var dér, det begyndte, var det ikke? Det var første gang, du lod mig vide, hvem der var den store, og hvem, der var den lille.

Ligesom dengang du tog en neglesaks fra mors toilettaske, klippede mig i læben og påstod, at jeg havde bidt mig selv, da jeg grædende løb ned til de voksne. Mor, der ikke ”orkede vores evindelige skænderier,” og sendte os begge på hovedet i seng. Ind i køjesengen med de rådnende haler hængende over vores hoveder. Du spyttede på mig fra overkøjen, ned i mit hår. ”Du kunne jo bare have holdt din kæft”, hvæsede du, som om det forklarede alt.
Jeg har forresten stadig mærket i min læbe. Tobias kalder det mit Kainsmærke, selvom det vist var den anden vej rundt.
Nuvel, lad os ikke træde rundt i ting, der alligevel ikke står til at ændre.
Nu er huset er solgt. Manden i huset er biolog, han bemærkede straks, hvordan vegetationen syntes at være optimal for krybdyr og insekter.Det kunne jeg bekræfte.
Som nævnt vil din andel af pengene være hos dig indenfor et par dage.

Kærlige hilsner
din lillesøster