Louise Juhl

I går underviste jeg en lille gruppe mænd, vi læste fra Christina Hagens roman “Breve til M” – en kvindes brevkorrespondance med en morddømt indsat. “Jeg vil vise verden, at du også er et menneske,” skriver kvinden til den morddømte. Om det lykkes, er op til læseren. Vi læste også uddrag af “Camille Clouds brevkasse”, som er Line Knutzons kosteligt sjove imitation af breve til og fra en brevkasseredaktør.
Bagefter forsøgte vi os selv udi brevskrivningen, deltagerne var lidt tøvende, det var ikke en disciplin, de følte sig på hjemmebane i. Jeg lovede dem, at intet var for stort eller for småt at skrive om. De kunne skrive til hvem som helst eller hvad som helst: en nedgroet negl, en ikkeeksisterende overbo eller til den berømte flue i suppen
En af de unge skrev til en allike. Han huskede den fra sin barndom. Alliken havde siddet fast i et skorsten, der ikke var i brug, men det var lykkedes drengen at få passage, så fuglen kunne flyve ud i stuen, hvor pejsen stod. Han havde taget fuglen op, den var blød og lidt dunet, “jeg tror, det var en stor unge,” skrev han. Han havde siddet med fuglen i mere end en time uden at ae den, for han havde hørt, at hvis en fugl lugtede af menneskehænder, ville dens artsfæller ikke kendes ved den. I stedet havde han talt til fuglen, han havde spurgt, hvad den hed, om den havde en livret, og hvad den allerhelst ville være, hvis den ikke skulle være en fugl. I over en time havde han spurgt, og lige så længe havde fuglen været tavs. Alligevel var det en god time og fuglen en god ven, skrev han, og det var en stor oplevelse sådan at have en skæbne imellem sine hænder – bogstavelig talt.
Til sidst havde han taget fuglen med ud på terrassen, sat den på et havebord. Fuglen fløj ikke. Den sad helt stille, som om den stadig havde drengens hænder omkring sig, og så på ham. “Det, der var så mærkeligt,” skrev han, var, at fuglen så ud som den bebrejdede ham. Det forstod drengen ikke, han havde jo reddet fuglen, havde undladt at sætte sine spor på den, for at skåne den for udstødelse. Han havde endda spurgt fugen om alt muligt – uden at forlange svar. Alligevel så den ud til at bebrejde ham?
Til sidst var allikeungen fløjet, og nu sad drengen, voksen og brevskrivende og undrede sig over, hvad fuglen bebrejdede ham. Det var faktisk et fint brev og en fin undren, synes jeg, barnlig og naiv og alligevel helt rimelig.
Jeg sagde, at jeg syntes, han skulle sende brevet: det kunne jo være, at fuglen endelig ville svare?