Louise Juhl

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal tale om det.
Jeg ved ikke, hvordan jeg skal lade være.

Det er en far ved et køkkenbord. Det er et barn ved siden af sin far. Det er en far, der læser sin avis. Avisen er slået op, så barnet kun akkurat har plads til sin skål med cornflakes. Det er et barn, der hælder cornflakes, så mælk og til sidst sukker i sin skål. Det er et barn, der ser hen imod sin far for at se, hvad faren ser. Faren ser i sin avis. Det er et barn, der ser, at faren læser avis, og som benytter lejligheden til at tage en ekstra skefuld fra skålen med sukker. Det er et barn, der smiler ved tanken om det søde, det knasende , uhm.
Det er en far, som ud af det blå og med en afsindig hurtighed griber om barnets håndled. Det er en ske, der falder ud af barnets hånd og en skål sukker, der vælter. Det er det hvide pulver, der spreder sig ud over bordet, avisen, det hele. Det er en far, der, uden at se på sit barn, men med et fast greb om dets håndled, hvisker i barnets øre: ”Du kan ikke løbe om hjørner med mig”

Det er et barn, der vrider sig fri og forsøger at gøre skaden god. Det er et barn, der desperat prøver at samle de mange tusinde sukkerkorn op, ét efter ét. Det er en far, der hiver avisen væk, så sukkeret drysser ned på gulvet.
Det er en far, der peger på gulvet, siger: ”Sikke et svineri. Ned og samle op!”
Det er et barn på knæ på gulvet. Det er en far, der bladrer i sin avis, uden at se på barnet, der ligger på knæ.

Det er en far, der rejser sig for at gå på arbejde.
Det er et barn, der bliver liggende på sine knæ.