Louise Juhl

Jeg læser Judith Hermann. Jeg sidder på det lokale bibliotek, der er mange børn på grund af ferien. Det føles som en befrielse at lade sig irritere over nogen andres lyde fremfor sine egne.

Der tikker en mail ind i min indbakke, de indledende sætninger viser sig på skærmens øverste højre hjørne, som en slags advisering:
“Er det stadig muligt at melde sig til varmtvandsgymnastik,” spørger Betty fra den lille by Stjær, jeg vælger ikke at svare. Min hjerne kan ikke rumme det. Den er fuld, mæt af velgørende ord som “gletsjermælk” og beskrivelsen af en skilpaddefarvet kat.
Judith: Hvilken farve har en skilpadde?

i Lettipark er der en fortælling om et par, der vælger (eller hun vælger, han accepterer) at adoptere et barn fra Rusland. Første gang de møder barnet, en dreng ved navn Alexej (jeg tøver med at nævne hans navn, som om jeg derved bryder en slags fortrolighed), er han sky. Han holder sig tæt op ad en væg i den modsatte ende af hvor adoptanterne sidder, hans ser ikke på dem. Anden gang tager drengen et enkelt skridt ud fra væggen, hen imod de to, dog stadig med en enkelt hånd på muren, noget at holde fast i, læne sig mod. Tredje gang løber han dem i møde i foyeren (“man skulle tro, nogen havde talt et alvorsord med ham”, bemærker Hermann). Samme aften beslutter de at tage drengen med hjem, at adoptere ham.

Et helt år går de begge hjemme ved drengen, før manden igen begynder at arbejde.

Han er fotograf, forstår man, han tager billeder af klinisk lægeudstyr og følge operationer gennem en linse. Den første dag tilbage på job tager han billeder af en operation i hjernen. Hjemme igen deler han dagens oplevelse med sin kone: Han taler om de mange mærkelig instrumenter og den ekstreme kølighed instrumenternes overflade spejler – i modsætning til patienten på briksen: varm og levende.
Kvinde spørger til patienten.
Hvem var hun, kom hun godt over operationen?
Manden svarer, at det var en kvinde, men at han ikke ved, hvem hun var, eller hvordan hun klarede operationen.
“Havde jeg vidst hvem det menneske er, der lever med denne hjerne og tænkt på, hvad der skulle ske efter operationen, havde jeg ikke kunne tage fotografierne,” fortsætter han.

Kvinden hælder nu vand op i drengens glas.
Vi får at vide, at manden ved, at en beslutning må træffes.
Drengen tager en slurk af vandet og stiller forsigtigt glasset tilbage på bordet.
Han undgår omhyggeligt at se på de to.
Sådan slutter novellen.

Det er ikke beslutningen, vi længes efter at kende. Det er drengens blik. Det undvigende blik vi også hørte om, fra det første møde med sine kommende forældre.
Det er væggen, der ikke længere findes at holde fast i.

“Kære Betty, sæsonen for varmtvandsgymnastik synger på sidste vers. Du er dog meget velkommen på efterårets hold. Jeg sender dig gerne et link, så snart holdet er tilmeldingsklart, hvis du ønsker det? De bedste hilsner”

Drengens adoptivforældre skifter forresten hans navn – til Aaron.
Alexej blev for hårdt, mente de, x’et er for fremmed.
Novellens ubekendte.
X