Judith Hermann “Drømme”

by Louise Juhl Dalsgaard

Noget om hvordan læsning måske kan ændre fortiden uden at vi kan vide, om det er til det værre eller bedre:
I går læste jeg en novelle af Judith Hermann, “Drømme” hed den, om en indisk psykoanalytiker: Dr. Gupta.
Egentlig handler novellen ikke om Dr. Gupta, men derimod om Theresa, en midaldrende kvinde, der på opfordring fra en veninde, opsøger en indiske psykoanalytiker, fordi hun har det skidt. Theresa starter i et forløb, der strækker sig over flere år. Hver uge besøger hun lægen, og selvom han flytter konsultation flere gange i løbet af årene, er det den samme briks og det samme klassiske tableau, der møder Theresa uge efter uge: Dr. Gupta i sin stol bag briksen, tavs og lyttende. Theresa på briksen, øsende ud af sit liv, sine tanker – og sine drømme ikke mindst.
Med tiden begynder Theresa at bemærke, hvordan Dr. Gupta lægger små spor ud. I hvert fald ser Theresa ting i Dr. Guptas konsultationsværelse, som hun læser som spor. Det kan være en opslået bog, noveller af Capote. Eller “Histoires d’amour.” Hvad de tilsyneladende spor peger i retning af er uklart, men Theresa ser dem, og begynder sin egen analyse af Dr. Guptas fortid – og måske sin egen?
 
Jeg gik også engang ved en psykoanalytiker, det er mange år siden. Han var ikke inder men midtjyde, og han hed heller ikke Gupta – men ellers. Han lod, så vidt jeg erindrer, heller ikke nogen tegn ligge fremme. Ingen grønlandske fedtstenfigurer, vinkende mekaniske katte eller store litterære værker. Og dog! Efter at have læst Hermanns novelle, er jeg pludselig kommet på den tanke at de manglende tegn, måske har været et tegn i sig selv?? At det så at sige er manglen på beviser, der skal lede tankerne hen på en forbrydelse. Eller noget. Det er en tanke, der er meget svær at slippe.
#drejebogtilennyromanmåske