Ensomig #428

by Louise Juhl Dalsgaard

“Vent se, det skal nok blive bedre,” siger du til veninden. Hun er terminalt syg af kræft.
Du har taget æg og karrysalat med (men ikke brød, fordi du ved, at brød får hende til at kaste op). Du øser op til jer begge: et blødkogt æg skåret i to halve og en god skefuld tilbehør.
“Det ser dejligt ud,” smiler veninden og tager om gaflen, stikker lidt til ægget.
Hun fortæller, hun er så træt nu, at hun knapt kan gå.
“Jeg orker ikke at tage telefonen, hvis den ringer, selvom der kun er få meter derhen,” forklarer hun
“Hvad du ikke har i benene, har du til gengæld i hovedet,” svarer du opmuntrende.
Så kaster hun op. Ud over den blomstrede sofa og kniplingsdugen. En svagt gul væske.
“Det er karrysalaten, min mave tåler ikke længere krydderier,” undskylder hun, og du svarer, at du alligevel aldrig har været den store kok, og at den karrysalat sikkert var bedst tjent med at ryge ovenud.
“Ha!”
Du ser, at hun er forbi det punkt. Samler bestik og tallerkener sammen, spørger, om der er mere, du kan gøre.
“Nej,” svarer hun.
Du skal lige til at sige noget, men fortryder. Smider i stedet de næsten urørte æg i skraldespanden. Den bløde blomme løber ned ad dine hænder.