Louise Juhl

Da jeg var barn havde jeg et værelse, et meget lille værelse med kun ét vindue og en skibsbrik i bøg med en skuffe nedenunder til mit sengetøj. Hver morgen rullede jeg dyne og pude sammen og ind i mit lagen, og lagde den sammenrullede pølse i skuffen under sengen, og så var dagen ligesom i gang.

Jeg brugte næsten al min tid på det værelse – altså lige på nær når jeg var i skole eller til spejder eller kor eller guitar eller noget femte. Eller legede med mine veninde, som hed Lea, og som jeg altid vidste hvor var, uanset om hun var til tandlæge, i brusebad eller på ferie på Malta. Vi fulgtes ad i skole, vi var sammen i alle frikvarterer, og vi fulgtes igen  ad hjem fra skole. Lige så snart jeg nåede hjem, løftede jeg røret og trykkede 98 14 34 53, som var nummeret til Lea og spurgte ”hvad laver du?,” selvom det højst var tre minutter siden vi gik hver til sidst. Og Lea svarede, at hun var ved at tage sine sko af, og at hun bagefter ville smøre sig en rugbrød med peberpate og så en æggemad med mayonaisse – og når hun var færdig med det, så ville hun komme over til mig for at lege.

Da jeg blev ældre, blev Leas forældre skilt og hun og hendes mor flyttede til Hasseris i en lejlighed, og vi gik ikke længere på samme skole og vidste ikke længere, hvad den anden lavede, og til sidst kunne jeg ikke engang huske hendes telefonnummer. Nu sad jeg alene i værelset, med levende lys og kvædete og hørte Carole King og græd, uden at vide over hvad. Jeg læste Peter Bastians ”Ind i musikken” og digte af Strunge og havde så travlt med at finde IND til meningen med det hele, at jeg glemte, at meningen måske var at se UD over min egen næse.

Så blev jeg syg og rodede rundt og for vild og flyttede ud af mit værelse, og væk fra kvædeteen. Købte en walkmann i gult plast fra Casio, og lyttede til Maxwell kasettetbånd med min brors mix af Beatles, Neil Young og Nick Cave. Jeg gik altid omkring med den her walkmann i ørene, på stisystemer mellem rækkehuse med ens forhaver, trampoliner og SCO-cykler i forskellige størrelser. Eksempler på liv, jeg ikke magtede at tage del i. Eller jeg gik iMarselisborgskovene og følte mig fucked up i forhold til naturen, der bare lå der omkring mig og var så fin, helt ulig mig, der ikke kunne finde ud af en skid og som følte mig meget lidt fin. Ind imellem tog jeg en bus til endestationen, stod af og begyndte at gå, helt uden mål og med, og jeg var ligeglad med om jeg nogensinde fandt tilbage, for jeg mente ikke, at jeg havde noget at finde tilbage til.