Louise Juhl

Reolen er fyldt med ringbind. “ICD10”, “Kvalitetssikring og patientsikkerhed,”  “Stressrelated traumas in a neuropsychiatric perspective.”
Titlerne er skrevet med tuschpen på ryggene.

På skrivebordet står et bæger med kuglepenne, en lineal rager op. Til højre et foto: to børn, omtrent 12 år, en dreng og en pige. De ligner hinanden, samme åbne pande, samme lidt undskyldende blik, måske tvillinger?

“Er det dine?” spørger jeg og peger på rammen. Han går hen til bordet, løfter rammen, og jeg bilder mig ind, at han tøver et sekund, før han svarer.
“Nej”
Nej, tænker jeg, og skammer mig over at have tvunget ham til at lyve.