Louise Juhl

April.

“Havde han ret?,” spørger Klaus.
“Havde hvem ret? I hvad?”
“Ja historikeren – havde han ret i, at du er en narrefisse?”

Jeg venter lidt, før jeg svarer

“Jeg havde ingenting lovet ham. Hans forventninger må han selv stå til regnskab for.” Jeg tager en tår vand og drejer glasset en halv omgang i hånden, før jeg stiller det.

“Han ringede forresten senere – spurgte om vi skulle prøve igen.
Prøve hvad igen? Spurgte jeg.
No-norah J-j-ones, svarede han.”

Klaus ler:”Frisk fyr!”

“Mere frisk end jeg bryder mig om,” svarer jeg. “Jeg afslog selvfølgelig, så kaldte han mig fordomsfuld. Han mente, at mit nej skyldtes, at han var stammer, at min afvisning på den måde var diskriminerende.”

“Jeg kunne ikke andet end at grine af hans beskyldning. Så blev han endnu mere fortørnet: du er både fordomsfuld og arrogant, råbte han og så lagde han på.”

“Diskriminerende, fordomsfuld og narrefisse,” siger Klaus og lader som om, han noterer det.

“Diskriminerende, fordomsfuld og narrefisse,” gentager jeg “det lyder næsten som en diagnose.”