Louise Juhl

Jeg er virkelig ikke god til mad, så jeg køber barer nogle rejer og tør op, halverer en avocado, fylder dem med rejerne, jeg laver top på. En klat hytteost ved siden af – og ristede minitoast, som jeg har købt for længe siden, så længe at jeg ikke kan huske hvornår.
Jeg kommer i tanke om, at hvidvin er godt til fisk, løber hen til Nærkøb, og finder én flaske på nederste hylde. Sct. Mikael Liebfraumilch står der på etiketten, og Jomfru Maria og jesusbarnet er afbilledet nedenunder. Ekspedienten siger, at vinen er sød, ”meget sød,” siger han med tryk på meget.
”Det lyder godt,” svarer jeg ”hellere for sød end for sur, ikke?”  
Det svarer han ikke på.

Han kommer klokken 19.00. Vi ved ikke, hvad vi skal sige til hinanden, så vi sætter os til bordet med det samme. 
Tallerkenerne er rigeligt store til de halve avocadoer, også selvom jeg har lagt et par rejer ved siden af. Og hytteost og toast.
Jeg rækker ham vinen, han læser på etiketten. 
”Ved du noget om vin?” spørger jeg.
”Lidt,” svarer han og skænker – mest i mit glas. 
”Er den ok?” spørger jeg.
”Skål,” svarer han.

Han har foræret sin far en tur til Norge i fødselsdagsgave. ”Min far elsker at fiske, ja det gør jeg også, så jeg planlægger at tage med.” 
Jeg synes, det er er sjovt, det med fiskeriet: ”Ja, nu jeg serverer fisk for dig,” griner jeg.
”Rejer er skaldyr,” svarer han.
”Potato, potato,” forsøger jeg at redde situationen.
”Præcis,” smiler han og skåler igen.
Det virker som om, det slet ikke svinder i hans glas. Mit skal hele tiden fyldes op.

Da han er gået, kaster jeg op. Jeg tænker, at det nok er rejerne og beslutter aldrig at spise den slags mere. Så bunder jeg den sidste slat vin direkte af flasken og går i seng. Det hele drejer rundt, både i min mave og i mit hoved.