Louise Juhl

Og så leger vi, at det er mig, der bestemmer, og at jeg bestemmer, at du skal bestemme. Og vi leger, at du bestemmer, at jeg skal lægge mig til at sove. Og at jeg vågner med et ansigt af sten, det leger vi.
Vi leger, at jeg vågner op med et ansigt af sten, og at du hugger en mund. To øjne, en næse. Vi leger, at du hugger et ansigt i stenen, og at du ser på det og siger, at det er smukt. Du siger, at det er smukt, og jeg nikker ja, for det er det, du har bestemt. Du har bestemt, at jeg skal bære et ansigt i stedet for stenen, og det er smukt. Det leger vi.

Så leger vi, at du tager min hånd. Vi leger, at du tager min hånd, ikke andet, og det er ok, for det har du bestemt. Vi leger, at du tager min hånd og siger, at du kan høre mig trække mit vejr. Og vi leger, at jeg ikke siger dig imod. At jeg ikke siger, at en sten ikke kan ånde, for det er dig, der bestemmer, og du har bestemt, at stenen trækker sit vejr.
Og så leger vi, at stenen virkelig trækker vejret, og at den begynder at græde. Det er meget mærkeligt, for en sten kan ikke græde, men den kan heller ikke trække vejret, så måske er det ikke så mærkeligt. Og vi leger, at det ikke er til at holde ud. Vi leger, at det ikke er til at holde ud, så du bestemmer, at stenen skal opløses af sin egen gråd, ansigtet forvitre.
Og vi leger, at munden opløses, næsen, øjnene også. Vi leger, at ansigtet, du har hugget i sten, forsvinde. Jeg vågner uden sten, uden ansigt. Og du bestemmer, at det er smukt sådan.