Louise Juhl

Jeg er indlagt igen, samme afsnit, samme stue. Her er plads til otte patienter.
Jeg skammer mig over at være én af de otte, at fylde op. Jeg ved, at jeg bare kan opføre mig ordentligt, spise pænt, sige ”tak for mad”.
Mene det.

Helle er her også, ligesom sidst, hun har været her lige siden.
Hun har langt hår, det har ikke nogen farve – det vil sige, det er lyst og lidt mørkt, men mest af alt er det hverken eller. Helles forældre er tandlæger, de har en praksis i Nykøbing Mors, den ene af to.
”Det er en evig kamp,” siger Helle, ”du ved, røntgen, husleje, sekretærer, der er så mange omkostninger ved den slags”.
Jeg ser på hende, svarer
”Ja, det kan jeg se.”
”Hvad kan du se?” spørger Helle, men så kommer Annette og spørger efter tyggegummi, og Helle tilbyder hende et stykke.
”Sorbits – det er sukkerfri,” siger Helle og holder pakken frem.
”Du er en skat, ” svarer Annette og tager et stykke.
”Tag bare to.”
Annette tager et stykke mere ”Du er alt for sød, tak.”

Helle er altid i gang med noget, hun strikker, læser eller laver sølvkæder i alle mulige mønstre, kongekæder for eksempel. Hun bruger en lille tang til at sætte små sølvringe sammen, det er noget, hun har lært, mens hun har været indlagt.
”Så har det da ikke været helt forgæves,” griner hun.

Helle spiller både blokfløjte og klaver og synger i et kristent kor. Hver tirsdag får hun lov at tage afsted i tre timer til Møllevangskirken.
Koret kalder sig Englene, det synes Helle er så sjovt.
Når hun kommer tilbage, er hun altid i et vældigt humør, hun siger, at det er sangen og fælleskabet om Gud, der gør det. Jeg mistænker hende for at benytte sig af muligheden til at kaste op, men bliver flov over mine tanker, hvisker ”Tyv tror hver mand stjæler.”
”Hvad?” spørger Helle
”Ikke noget,” svarer jeg.

Ind imellem kommer der besøg fra andre hospitaler. Det er altid Helle, der viser rundt. Hun viser dem værkstedet:
”Her tegner vi og maler,” siger hun.
Så går hun videre til fællesstuen, hvor der står en stor hjørnesofa og to lænestole beklædt med lammeskindstæpper.
“Her sidder vi en time efter alle hovedmåltider,så vi ikke bliver fristet til at motionere eller skaffe os af med maden,” forklarer hun,
Så går de ind i konferencerummet, hvor Helle fortæller sin egen historie, og hvor glad hun er for den behandling, hun har fået.
“Uden afdelingens hjælp havde jeg været ilde stedt,” smiler hun.
Man kan se, at de besøgende har svært ved at tro, at det virkelig kan være rigtigt. En pige med så stor en selvindsigt og forståelse for egen sygdom, hvordan kan hun have brug for hjælp?

Om aftenen sidder vi på hendes stue og spiller backgammon.
“I virkeligheden er jeg er en djævel,” siger Helle pludselig
Jeg griner lidt.
”Hvis du er en djævel, så er der ingen grund til være bange for djævelen,” svarer jeg, men Helle ser mig ind i øjnene, insisterende:
”det kan du fanme tro, der er.”
Så kyler hun brættet ind i væggen og alle brikkerne ryger op i luften.