Louise Juhl

Det er Helles stue, de har retning mod. Fire mand er allerede derinde.
Èn af dem kommer ud derfra og mumler noget til Jens, ergoterapeuten.

Jens nikker og går hen til fællesstuen, hvor vi sidder. Kommer ind og lukker døren bag sig.
”Hvad så, har vi sovet godt?” spørger han mens han klapper hænderne sammen.
”Er det Helle,” svarer Nete, ”har hun skåret sig?”
Jens skubber til mig i sofaen.
”Kan du ikke lige hømme dig lidt, så jeg kan komme til at sidde?” griner han og svarer så Nete uden at se på hende.
”Ja, det er Helle. Det er ikke slemt, men vi er jo nødt til at være på den sikre side.”

”Det er ufatteligt, at I bliver ved med at komme rendende, hver gang hun kalder.” Nete ser på mig, som om hun regner med, at jeg vil følge op.
Jeg ser ned på mine hænder, bider i en negl.
”Det er sgu da rent Peter og Ulven- show, det kan enhver se, det behøver man fanme ikke være uddannet psykiater for,” fortsætter Nete.

”UNO?” spørger Jens og hiver kortene ned fra reolen.
Der er ikke nogen, der svarer.
Han deler kortene ud, syv til hver, Nete lader sine ligge.
”Ja, det er flot, lad os da snakke om noget andet,” mumler hun og skubber kortene ind midt på bordet
Jeg tager mine syv, sætter dem i orden.
Jeg har to ”spring over” kort og et ”skift retning,” det kan godt gå hen og blive en vinderhånd.