Louise Juhl

Jeg vågner en nat og kan ikke finde rundt: væg og gulv giver efter, mit ansigt vender den forkerte vej. Jeg prøver at bevare roen, trækker vejret dybt og tæller langsomt til ti, mens jeg ånder ud. En, to, tre…

Lige lidt hjælper det. Alt drejer, sengen er i rotation. Jeg rejser mig for at komme ud, væk, finde fodfæste, men så skyller en voldsom bølge ind mod mine ører, punkterer dem, og al lyd sætter ud. Jeg når at se rummet skrumpe ind til ingenting. Så synker jeg sammen på gulvet, og alt ophører med at være.

Da jeg kommer til mig selv, er det på mine knæ. Mit ansigt brænder, og en kraftig lugt fylder rummet. Der går lidt tid, før jeg opdager, at lugten stammer fra mig selv.

Så kaster jeg op. En eksplosion af noget, jeg ikke kender: dybe dyriske lyde, gulliggrøn væske og så denne skarpe lugt af angst og acetone.

Da jeg er tømt, forsøger jeg at støtte på mine ben, men de giver efter, og jeg falder igen sammen – denne gang oven i mit eget opkast.

Jeg forsøger at kalde, råbe om hjælp, men jeg ved ikke, hvordan man gør? Jeg tænker “hjælp”, men tanken når ikke videre, min mund forbliver tavs

Sådan sidder jeg et stykke tid: stum, tilsølet, stinkende. Til sidst lægger jeg mig ned, udmattet, ligeglad med bræk og angst.

Det føles som en befrielse at give efter for trætheden.