Louise Juhl

Max har den tidlige dagvagt og beslutter at indføre morgenmusik.

Hver morgen i to uger vågner vi til Cat Stevens:  ”Morning has broken,” der strømmer ud fra de to højttalere, han har stillet i hver ende af den lange gang, der forbinder de seks sengestuer.

Til sidst er vi alle sammen trætte af, hvad Nete betegner som Stevens ”vulgære sentimentalitet”, og begynder derfor at byde ind med alternativer.
Thea foreslår ”Your Song” i Ewan McGregors version, mens Nete vil høre ”Cry baby” med Janis Joplin.
Thor svarer, at han egentlig vil have fred.
”Jamen, så finder vi på noget fredfyldt,” lover Max og prikker et stykke nikotintyggegummi ud af en foliepakke.

Næste morgen vågner vi ved, at Max banker på en gong-gong. Søvndrukne kommer vi listende ud af vores værelser i nattøj, og Max viser os hen til fællesstuen, hvor Thor sidder på en høj skammel og spiller guitar.
Vi er helt stille. Da han er færdig, kan vi ingen af os få os til at klappe, vi er bange for at forstyrre øjeblikket.
”Kan du flere?” spørger Mette, og Thor spiller et nummer mere.
Det bliver til fire numre i alt, før Max afbryder og siger, at vi må videre i dagens program.
”Ellers bliver mælken bare sur,” siger han med tanke på morgenbuffeten, der har været stillet frem siden kl. 7.00.

Der er ikke nogen, der siger noget under morgenmaden. Det eneste man hører, er bestikket, der rører ved tallerkenerne og en enkelt gang Netes stemme:
”Kaffen, please.”

Det er ikke fordi, vi ikke har noget at sige. Det er bare som om, vi alle sammen – afhængigt af hinanden og alligevel ikke – tænker, at det nok kan vente.