Ensomig #476
by Louise Juhl Dalsgaard
Morgensangen får hurtigt en ende.
Nogen (ingen af os ved hvem) har klaget til Doris, overlægen.
Og selvom Doris finder ideen sympatisk, som hun siger, mener hun nu alligevel, at sang og spil bør henlægges til sangaften, der ligger tirsdag i ulige uger.
”Og så er det på tværs af afdelingerne, det betyder, at I er mange flere om at dele glæden ved musik,” forsøger hun, men hendes entusiasme bider ikke rigtigt på.
”Undskyld,” siger Thor.
”Hvad?” spørger Doris, men da han ikke svarer, rejser hun sig:
”Jamen så god fornøjelse på tirsdag,” smiler hun.
Nete sukker højlydt, Thea slår op i en bog, selvom det er tydeligt, at hun ikke læser.
”Tja, det var da et forsøg værd,” siger Max.
Det er først senere, jeg tænker over Thors undskyld, altså, at jeg ikke forstår den. Eller måske, at jeg forstår?
Jeg taler med Nete om det, men hun siger, at jeg ikke skal spekulere så meget, at der ikke altid er noget at forstå.