Louise Juhl

Jeg bor i et gammelt hus i to plan, det har samme blå farve som et antikt testel. Jeg kan huske, da vi så huset første gang, M og jeg, hvordan den friske ejendomsmægler brugte sports-slang og talte om “hole-in-one.” At huset var sådan ét: et hole-in-one. Jeg tænkte: flet nu næbbet, grønært, men sagde, “sjovt med et hul, der har flere planer.” Så spurgte jeg til vinduernes tilstand, krybekælderens isolering, til materialevalget på badeværelset, rummenes indretning. Jeg sagde, at skorstenen virkede lidt slidt, at det bekymrede mig.
På vej tilbage fra fremvisningen sagde M: “Det var vist ikke din smag?”
Jeg svarede: “Dér vil jeg bo.”
Tre måndeder senere flyttede vi ind, det var i december, en af de hårde vintre med høj sne og lukkede motorveje. Vi gik rundt i aflagte pyjamaser og malede stuk i loftet, spiste kinamad af boxe og faldt i søvn i med vores dyner direkte på gulvets afdækningsplast. Det er otte år siden.
Taget på bygningen overfor skråner rødt, det giver en helt særlig kulør på morgenerne her. Svalerne vælter omkring i luften, de kommer ingen steder fra og er ikke på vej nogen steder hen. Det er det noget af det, jeg elsker ved svalerne: De er her ikke af nogen grund, de er ikke nogens skyld. De kunne være alle steder, men nu er de her.