Louise Juhl

Vågner med en krop fuld af raseri efter i nattens løb at have modtaget et brev.
Brevet kommer fra en ven. Vennen indleder brevet med at skrive: “Nu må du ikke blive vred,..”, og jeg mærker blodet løbe hurtigere, pulsen blive tung.
Vennen skriver, at han synes mine “på mange måder interessante og mærkbare” opslag på diverse medier er begyndt at få karakter af “følelsesmæssigt pornografi.” Han vil derfor “ikke af hensyn til mig selv, men af hensyn til dig” bede mig overveje, om en mindre “nøgen og performativ” fremstilling af min hverdag, kunne være hensigtsmæssig?
Han mener, at jeg med mine “til tider meget intime,” betroelser, risikerer at skræmme omgivelserne væk: “Det er ikke fordi, der er noget forkert i at fremstille din hverdag, som du oplever den. Men det kunne gøres mere elegant, mindre – nå ja, lad mig bare bruge ordet – vulgært?”
Til slut i brevet beder vennen mig undlade at reagere på hans henvendelse: “For din egen skyld vil jeg bede dig læse brevet og lade det være ved dét. Du behøver ikke at være enig med mig, det eneste, jeg forventer, er, at du anerkender min ret til at mene, som jeg gør. Ligesom jeg naturligvis anerkender, at du eventuelt har det anderledes. Mvh din ven”
Så vågner jeg. Uden nogen ven og uden noget brev at svare igen på. Men med en krop fuld af uelegant (og nå ja lad os bare bruge ordet vulgær) vrede.