Louise Juhl

Der var engang, hvor skam handlede om de tanker, jeg ikke turde fortælle min mor om:
Tanken om at stjæle min bedste vens cykel, for eksempel, fordi den var metallic og af mærket Everton, mens min egen var mat blå og en SCO, og det var bare slet ikke det samme. Eller at jeg ind imellem havde lyst – sådan virkelig lyst – til at bide igen, når min sure landkanin bed mig i hånden, selvom jeg havde lært, at dyr aldrig kan gøre for deres følelser – men at det kan mennesker!
Nu er det anderledes: Jeg har en fin cykel, jeg aldrig bruger. Min kanin er død, men jeg har en hund, fuld af kærlighed, som ikke kunne drømme om at bide nogen eller noget. Tilbage er der bare mig, stadig med lysten til at bide igen; det er tidligt lørdag morgen, og min mor tager ikke telefonen.