Louise Juhl

Jeg er lige begyndt på gymnasiet, matematisk-musisk linje, og er god til både fraktalregning og koralharmoniseringer. Til morgensamling optræder to piger med en a capella version af Shit og Chanels “Smuk og dejlig,” det lyder godt. Vi klapper og går tilbage til undervisningen, rækker hånden op og svarer på, hvor dyb Marianergraven er.
Jeg begynder at komme på Fryd. Det er her, det sker, det ved alle, jeg er vel den sidste, det går op for. Her vil man mere end bare at overleve og spare op til alderdommen, her hylder man håndens arbejde og drikker Blå Thor allerede om formiddagen.
På Fryd møder jeg musik, jeg ikke vidste fandtes: Finsk hard-core, lettiske kvindebands, metalmusik fremført af strygere. Det lyder oftest mere umage end godt, og der kommer sjældent mere end fire og lytter. Alligevel synes vi alle sammen, at det er en succes.
Derhjemme lytter jeg mest til Carole King eller Eurythmics, øver mig i at spille klassisk guitar og vælger for en sikkerheds skyld ikke at nævne nogen af delene for mine venner på Fryd
Jeg får barvagter, mest i dagtimerne, der er ikke meget at lave. Som regel er der kun et par stamkunder, der sidder og går i stykker her, som et udmærket alternativ til at sidde derhjemme og gøre det. Jeg forelsker mig i Claus, der er så fast besluttet på at drikke sig ihjel, at jeg lader mig blæse bagover af hans viljestyrke. Det varer kun kort, det viser sig hurtigt, at Claus er mere optaget af at dø, end han er af mig. Jeg forsøger at farve mit hår sort og at få en næsepiercing, men det er svært at konkurrere med døden, Claus bliver i hvert fald ved at se igennem mig.