Louise Juhl

Ind imellem er dagene så banale, at det fortjener en beskrivelse.
Her til morgen så jeg for eksempel en manna falde til jorden. Det har jeg set før, alligevel blev jeg stående og holdt øje med den bladlignende frugt, der faldt igennem luften, som en fuld mand i en spejlsal. Til sidst lagde mannaen sig til rette i græsset under træet.
Hunden så op på mig, logrede, som om den lykkelige slutning var dens fortjeneste. Jeg roste dyret, strøg den over ryggen: “Dyyygtig!”
Så gik vi videre, begge godt tilfredse med vores indsats.