Louise Juhl

Jeg vågner ved, at hunden kaster op. Står op mod min vilje. Min første tanke er på mig selv: På min træthed, at finde vand og klud i mørket, besigtige pletten: “Åååh nej”. Verfe hunden væk.
Hunden kan mærke min irritation, den beder om forladelse, forsøger at slikke mig i ansigtet. Den harske lugt af dyrebræk. Jeg sætter ham i en snor og ud på terrassen, så jeg uforstyrret kan tørre de slimede spor opkast op fra gulvtæppet. Jeg er grundig, skrubber flere gange, frem og tilbage over pletten. Det grove mønster fra tæppet laver aftryk på mine knæ, jeg har ikke noget tøj på.
Jeg skyller og vrider kluden, før jeg henter hunden tilbage indenfor. Den forsøger igen med kontakt, sætter sig foran mig, henter en stofelefant, der giver en skinger lyd fra sig, da han bider i den: Piv!
“Ikke nu,” tysser jeg.
Jeg hælder det beskidte vand i toilettet, går tilbage til stuen. Hunden står på det samme sted med sit tøjdyr i munden, “piv,” logrende .
Uret på ovnen viser 3.37.
Jeg går tilbage i min seng, men ligger kun ganske kort, før jeg igen går ind til dyret. Jeg sætter mig i sofaen, hunden hopper op, den lægger sit hovedet i mit skød. Puster ud.
Sådan sidder vi, indtil mørket mister sin overbevisning kl. 4.56