Ensomig#493

by Louise Juhl Dalsgaard

Der er mange ting, der ikke går over.

Som dengang, jeg fjernede huset fra en snegl, kun for at bevise, at jeg kunne.
Det var dagen efter, at jeg havde set en dokumentar om Vietnamkrigen på TV og tænkt: hvor kommer den slags ondskab dog fra? Næste dag fjernede jeg huset fra sneglens ryg.

Den var stadig i live, da jeg forlod den, den krympede sig i sin egen krop, som om den ledte efter noget, den ikke kunne huske, hvad var.

Næste dag købte jeg en brugt barbiedukke af naboens datter. Hun havde den her lille bod, hvor hun solgte hjemmelavet keramik og kasseret legetøj. Dukken var klippet skaldet og manglede en underarm. Jeg gav ni kroner for den og brugte hele sommeren på at lave hende en paryk af hår fra en opvaskebørste. Jeg døbte hende med vand fra min drikkedunk, Sonya, kaldte jeg hende. Jeg synes y´et fik hende til at lyde eksotisk og eventyrlig.

I flere måneder sparede jeg op af mine lommepenge. Jeg gemte mønterne i en cigaræske, indtil der var nok til en underarmsprotese til dukken, men da det ikke lykkedes mig at finde én, der passede, smed jeg Sonya ud. Mere eksotisk var hun ikke.