Louise Juhl

Nogen har tændt for lyset, hældt kaffe i kruset, lagt kinden mod en strandsten. Nogen er mig. Andre har forladt deres hjem, skåret huller til øjne: De sørger for tog til tiden, mad på bordet, gang i butikken. Andre er ikke mig.
Jeg tager min telefon og forsøger at formulere noget vigtigt, men bliver distraheret af  et par dråber kaffe, der løber ned langs krusets sider. De trækker striber hele vejen ned. Jeg ved, at de vil samle sig under krusets bund, og efterlade en tyk halvmåneformet ring på den ubehandlede bordplade. Jeg gør intet for at forhindre det, det skal være mit bidrag til samfundet denne morgen: En skamplet.