Louise Juhl

For noget tid siden så jeg en udsendelse om en prostitueret. Hun fortalte her sin levevej, om omverdenens syn på den, og hun virkede både oprigtig og velovervejet, da hun sagde, at hun intet problem så i at sælge kropslige ydelser mod kontant betaling. Hun betragtede sin forretning som en handelsvirksomhed, ikke forskellig fra en tøjforhandler, der langer et sæt cowboybukser over disken til gengæld for kundens 900kr. Noget for noget – kontrakten mellem de to parter er åbenlys og forholdet ligeværdigt: Sælgeren høster sin fortjeneste og køberen får dækket et behov, i dette tilfælde at holde benene varme og tørre. Det samme, mente hun, gjaldt forholdet mellem den prostituerede og dennes kunder: hun leverede en vare – seksuel tilfredsstillelse – og kunderne betalte hende for det. Noget for noget, en byttehandel, som hun endda selv kunne sætte prisen for.

MEN, tilføjede hun så, det var enkelte gange sket, at hun var blevet stimuleret under udførelsen af sit arbejde: At hun simpelthen havde fået en orgasme selv.

“Det må aldrig ske,” sagde hun, “for så er forholdet ikke længere jævnbyrdigt.”

Journalisten spurgte ikke yderligere ind til hendes tilføjelse, men fortsatte i stedet med at spørge til, hvordan aftalerne blev indgået, hvor de mødtes, hvilke forskellige ydelser, hun tilbød osv. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har ikke kunnet slippe den prostitueredes lille men afgørende aber-dabei siden.