Louise Juhl

(måske hvisker han ikke, måske er også dét bare en af mine løgne.)

Han siger, at det mindste, jeg kan gøre, er at begrave fuglen. Eller. Egentlig peger han bare på en lille plet jord mellem to solbærbuske og siger “Grav!”
Der er ikke nogen skovl, så jeg bruger mine hænder som skeer. Jeg bukker mig fremover, men kan ikke nå, så jeg knæler i stedet. Der kommer to fugtige pletter der, hvor mine jeans rører den lerede jord.
“Jeg kan ikke forstå det?” siger jeg, men han svarer, at der ikke er noget at forstå:
Fuglen er død, og det er min skyld.
Jeg ved ikke, om det er fordi, jeg bliver ked af det eller bange, men jeg begynder at græde.
Han spytter på jorden foran mig: “Stop dig selv.”

Da hullet har samme størrelse som fuglen – og lidt til – tager jeg den store måge og lægger den i jorden. Jeg er nødt til at bukke dens hoved lidt frem mod brystet for at få plads til hele kroppen. Jeg skubber lidt af den opgravede jord tilbage over hullet, jeg tænker, at det vel er sådan man gør, når man har slået nogen ihjel.
Man lukker hullet efter dem.
Jeg løfter mit ansigt.
Han rækker en hånd ned mod mig, hjælper mig op. Vi står tæt, ser på hinanden, det ser ud som om, han smiler.
“Det var slet ikke så slemt, vel?” spørger han, og jeg ryster på hovedet.
Nej, det var ikke så slemt.
Sekundet efter rammer hans knytnæve min kind, og jeg falder omkuld, ned over graven og den døde måge.
Han tager en håndfuld jord op i sin hånd, ser på hånden og kaster så den klæge masse over mit ansigt:
“Bare rolig, det er ikke så slemt.”