Ensomig #530
by Louise Juhl Dalsgaard
I går hørte jeg Hjerne Madsen på P1, det handlede om transgenerationel epigenetik, altså om hvordan vores gener ikke alene er betinget af arv, men at miljøet også spiller en rolle – også for efterfølgende generationer. Senere så jeg en udsendelse fra Japan: På en fabrik var det lykkedes at fremstille grøntsager og planter helt uden brug af jord, alene ved hjælp af renset vand tilsat næringsstoffer. Derved kunne man i fremtiden overleve natur- og miljøkatastrofer, og sikre befolkningen føde i krisesituationer.
I nat drømte jeg så, at jeg var ombord på et krydstogtskib på størrelse med Fyn. Skibet var en del af en storstilet indsats iværksat af regeringersoverhovederne i hele Norden. Tanken var at skabe en række små selvforsynende samfund på disse skibe. Man havde hele vejen rundt langs rælingen anlagt en natursti, der rummede lige præcis den fauna og flora, der forlangtes, for at skabe et økokredsløb. Her var svampe og mosser, nåle- og løvtræer, og hver morgen blev der lagt ekskrementer fra vilde dyr, der levede i rum i skibets last, for at tilføre jorden gødning, og for at bevare den helt rette odeur af autencitet for de, der benyttede sig af vandreruterne. Stierne var overdækkede for at undgå luftforurening udefra, men der blev konstant tilført en ganske lille smule ozon til luften, dette fordi ozonen frigiver duftstoffer magen til de, man kender fra forårsfugtige morgener. Stiens længde udgjorde nøjagtig en marathon, så ekstremsportsudøvere ikke skulle lide afsavn.
En yderligere fordel ved det lukkede samfund var, at det udgjorde de optimale betingelser for transgenerationel epigenetik: fordi alt og alle var samlet på så forholdsvis begrænset plads, var det muligt at overvåge selv den mindste bevægelse. Således også hvad der blev indtaget af føde, hvor meget motion, der blev dyrket, hvor meget sex. Hvor meget, der blev læst, hvor meget de forskellige bidrog til fællesskabet. Altsammen værdifulde data, som man kunne bruge til at kortlægge de faktorer, der skabte de mest levedygtige individer. Man mente således, at man inden for de næste 30 år ville kunne udrydde såvel underbid som uhensigtsmæssig hårvækst i ansigtet.
Skibene løste også et globalt flygtningeproblem, idet man kunne installere mennesker på flugt på skibe, hvor de kunne leve beskyttet ikke bare fra politisk og religiøs forfølgelse, men også kunne isoleres fra andre kulturer, så man undgik eventuelle uheldige sammenstød mellem interesser og levevis. Ligeledes ville der ikke længere være problemer med modtagerlandes afvisning: Der ville løbende kunne blive bygget skibe, der nøjagtigt modsvarede behovet fra de krigshærgede områder.
På de nordiske skibe (mit skib bar det gode navn “Konsensus”), var udgangspunktet for regeringens indsatser såvel som for de kulturelle og kunstneriske ambitioner udstukket af denne, at grundlaget for al væren var positiv psykologi. Det blev understreget, at der naturligvis aldrig kunne blive tale om tvang, men at enhver kunne se værdien i at arbejde mod en stadigt lysere fremtid. Dette ønske søgte man ligeledes styrket gennem epigenetisk forskning, idet man særligt kortlagde kost- og livsstil hos de, der viste sig vanskelige eller direkte konfrontatoriske. Blandt andet havde man mistanke om, at for mange ærter i de fire første uger af en graviditet, ofte resulterede i særligt iltre og endda aggressive børn. Til gengæld kunne mikrodoserede indtag af okker-alger muligvis forhindre sådanne tendenser.
Jeg ved ikke, om det skyldtes mine lidt akavede knæ eller min melankolske natur, men jeg blev i hvert fald tilknyttet et særligt overvåget program, hvor jeg ikke blot skulle føre spise- og motionsdagbog, men ligeledes blev bedt om at give alt fra ølbrikker og rivejern til blyantspidsere og hatteæsker karakterer fra 1 til 10 alt efter, hvor meget de henholdsvis tiltrak og frastødte mig. Jeg blev vurderet til ikke at respondere tilstrækkeligt positivt på mine omgivelser, og man lod mig sejle min egen sø – bogstavelig talt: Jeg fik min helt egen robåd – dog uden årer. Man mente, at det ville øge virkelyst og initiativ, hvis jeg selv skulle finde en løsning på at skabe fremdrift i båden.