Louise Juhl

Min farmor sagde altid, når der en sjældent gang var stille i mit barndomshjem, at “en engel gik gennem stuen.” Jeg husker, at det fik mig til at drømme om at være en engel: Den der stille eksistens, der både suger rummet til sig og udvider det.
Den skræmmende uskyld ved at holde på vejret:
Et øjebliks tilbageholdt liv, der – hvis det varer meget længere end øjeblikket – ender med at koste det.
Det er onsdag, klokken er 06.39, og morgenen er fuld af engle. Jeg ved ikke, om det er godt eller skidt, men jeg ved, at her er stille.