Louise Juhl

Oktober falder i flere stavelser, ligesom alle navne gør, med mindre man hedder Ib eller Bo eller Ann – eller Lars og Jens, som min brødre hedder. Da vi var børn kaldte min mor altid på os hver aften kl. 17.30 præcis! “Jens-Lars-og- Lou-iiii-se,” råbte hun “vi-skal-spiiii-se”, og så løb vi ind i køkkenet, hvor min far sad ved siden af radioen, der var stillet ind på Pressens Radioavis, 90,8 mhz. Og så var det med at være helt stille, mens verdens tilstande blev gennemgået med en præcision, der siden er gået tabt. Jeg forstod ikke et ord af noget, og endte derfor altid med at øse mad op flere gange, end jeg havde lyst til, for at kunne holde på min kæft.
Spise rimer på mit navn, der er ikke rigtig noget, der rimer på oktober, nå jo cinnober, men det måtte jeg google mig frem til, og så gælder det ikke rigtigt. Imorges, da jeg var ude med hunden, kunne jeg mærke, at det var ved at være tid for vanter – jeg mistede følelsen i mine fingre undervejs. Det er mærkeligt med den slags hænder: Hvordan noget, man ikke kan mærke, gøre så ondt?
Det er det samme med oktober, man mærker den ikke, alligevel er man ikke i tvivl.