Louise Juhl

Jeg kan høre, at nogen græder et sted (er det mig?), og laver en salat med feta og oliven, for at undgå at skulle trøste, men opdager for sent, at de små sorte frugter er fyldt med sten, og så må jeg sidde og spytte ud i luften en lille halv time, mens jeg holder mine hænder op foran ansigtet, hvis nu luften skulle spytte igen.

Bagefter tager jeg mine høretelefoner fra kassen i reolen, pakker mit hoved ind i lyd og falder i søvn mens jeg nynner med på Neil Youngs Cowgirl in the sand, og det er først, da jeg vågner en halv time senere, at jeg opdager, at der slet ikke er tændt for musikken, først bliver jeg flov, men så kommer jeg i tanke om, at der ikke er nogen, der opdager noget, hvis bare jeg fortsætter med nynne og at lade som, og sådan er det jo hele vejen.