Louise Juhl

-Det gode ved Gud, siger min mor, -er at han ikke peger fingre ad dem, der ikke tror på ham.

Selv går hun i kirke hver søndag: synger salmer, folder hænder og modtager Jesu Kristi legeme og blod. By proxy.

-Virker det? spørger jeg.

-Det ikke er alt, man kan gøre op på den måde, svarer hun, det virker, hvis man tror på det.

-Gør du da det?

Min mor trækker på skuldrene, gentager:

-Det er ikke alt, man kan gøre op på den måde. Jeg ved ikke, hvad det er for en måde, hun taler om, og spørger heller ikke.

Min far kalder præsten for ”en åndemager” – en kategori, der også rummer psykologer, psykiatere og de af mine lærere, han bryder sig mindst om.

Når det er allerværst, tilføjer han et ”simpel.”

-En simpel åndemager, hvæser han, det er som regel på de dage, hvor gudstjenesten er trukket ud, eller min mor er blevet til kirkekaffe.

Selv tilbringer han formiddagene med Søndagsmatiné og en af de svære Sudoku fra avisens bagside.

– Modsat prædikener holder den slags hjernen jo i gang, siger han, da min mor er hjemme igen, men da hverken hun eller jeg reagerer, gentager han lidt højere.

– JEG FORETRÆKKER AT HOLDE HJERNEN I GANG.
Min mor tager det heldigvis ikke så tungt. Hun smiler overbærende og skænker sig en kop te:

– Enhver er salig i SIN tro, svarer hun og puster til den varme væske.