Louise Juhl

Jeg er alene hjemme og læser højt af Inger Christensens “det,” der er kun hunden til at lytte. Jeg læser om solen og verden, men læser forkert: Verden bliver til vreden, og hunden klør sig nervøst, som om den fornemmer, at noget er galt. Jeg retter fejlen, og hunden falder til ro. Den må have absolut gehør.

Hele dagen har jeg ellers tænkt på min mor, på hvordan hun lagde dej til brød, for eksempel, den nænsomhed, hun behandlede dejen med, den omhu. Hun var altid stille, når hun bagte, som om det ville være upassende at forstyrre handlingen med snak.

Dejskålen blev derfor hentet ud af skabet med stor forsigtighed og uden skramlen, og gæren pakket ud, som var det en forlovelsering. Helt forsigtigt. Det eneste, der brød stilheden, var lyden af rindende vand fra hanen, når dejen skulle fugtes..

Det er vigtigt for mig at understrege, at det ikke var sådan, at jeg ikke måtte tale undervejs – slet ikke. Jeg sagde bare aldrig noget, og med tiden blev det vel en slags stiltiende overenskomst mellem min mor og mig: at ved disse lejligheder var det kun hænderne og dejen, der fik lov at tale.

Nogle få gang skete det, at en telefon ringede, og fortryllelsen blev brudt. Det var på de samme dage, at skålen flækkede i opvasken og bollerne blev forkullede, selvom ovnen stod på det, den skulle og minut-uret ringede efter de planlagte 12 minutter. Nu er det ikke fordi, jeg tror på den slags sammenhænge, men jeg kan alligevel ikke lade være at spekulere på, om det med gehør, måske ikke kun gælder mennesker og dyr – men også gærdej?