Louise Juhl

I går talte jeg i telefon med min mor, jeg husker ikke, hvordan vi kom til at tale om det, men pludselig talte vi om min mormor. Jeg spurgte min mor, hvordan hun og min morfar havde mødt hinanden, hvor gamle de var, og hvordan de fik råd til at købe gården på Stenderupvej?

De mødte hinanden til et bal, fortalte min mor. Vistnok det første og sidste, min morfar nogensinde deltog i.
-Er der overhovedet noget at fejre? havde han råbt som det første, da han trådte ind i lokalet, og der stod min mormor, som ikke kunne lade være at le over hans – i øvrigt typiske- skepsis. Og så tog det ene det andet.
De blev gift i i 1937, min mor blev født i ’39, og de første ti år af hendes levetid boede de i en villa i Kolding, som min morfar købte for de penge han havde tjent som tømrer. Det må have været en del, for der var nok til både kontant betaling for en villa og derudover en bil, som der ellers ikke var mange af på den tid.
Min mormor gik hjemme, mens min mor var barn (børnehaver var dengang kun for børn af fattige, hvis mødre var nødt til at arbejde), men da min mor begyndte i skole, søgte hun arbejde og fik job som oldfrue på et herberg for hjemløse. Tænk det anede jeg ikke?

-Hun var god til det, sagde min mor, hun besad den helt rette blanding af robusthed og klare grænser, men også et kæmpestort blødt hjerte. Beboerne elskede hende, og min mormor elskede sit arbejde, men så blev hun gravid igen, og allerede tidligt i graviditeten fik hun besked om, at den hjertesygdom, der allerede før min mor kom til verden, havde fået lægerne til at fraråde hende at få børn, nu var så alvorlig, at hun måtte holde sig i fuldstændig ro. Hun overlod tjansen på herberget til sin søster, og måtte se sig henvist til syv måneder på langs.
Jeg spurgte selvfølgelig min mor, hvordan min mormor havde fundet mod til at få børn, når nu lægerne så kraftigt havde advaret hende imod det. Min mor havde spurgt om det samme, da hun var blevet voksen og modig nok til at høre sandheden.
-Åh, den slags er jo ikke sådan at styre, havde min mormor smågrinende svaret, og så havde de ikke talt mere om det.

Hjertet overlevede begge fødsler – men det tog skade, så da min morfar købte savmøllen på Stenderupvej og blev selvstændig, måtte min mormor samtidig vinke endeligt farvel til sit arbejde. I stedet gik hun hjemme og holdt hus: vaskede tøj, fodrede dyr (høns, får, hund og kat), hun samlede frugter og bær, stuvede grønkål og henkogte stikkelsbær til grød. Det kedede hende, sagde min mor. På en enkelt eftermiddag kunne hun fylde en hel yatzyblok – hun havde ikke engang nogen at spille med, så hun slog alle slagene selv. Fire ens, to par, lille og stort hus, yatzy. Andre gange sad hun foran stuevinduet og talte, hvor mange gange den blå rutebil mod Kolding kørte forbi, og hver gang den passerede, rejste hun sig, vinkede og slog en streg i margin på Kolding Folkeblad. En slags regnskab over alt det, hun gik glip af, måske.

Min morfar var iøvrigt stærkt utilfreds med de mange yatzyblokke, min mormor fyldte:
-Du kan vel bruge en blyant, så det kan viskes ud! råbte han, når det ramte ham. Min morfar var god som dagen er lang, men ikke alle dage er lige lange, og han var jo født i november.
Min mormor lod sig heldigvis ikke slå ud af den slags.
-Sikke da du råber, svarede hun som regel og gik ud for at hente ham et stykke sandkage.
-Så har man vel ro så længe, mumlede hun.
Hun kendte min morfars søde tand, så mens han gumlede (han brugte gebis, så det tog tid at komme igennem den klæge kage), nåede hun at rafle yderligere to spil yatzy, nok til, at hun alligevel havde brug for pause, indtil han igen var udenfor synsvidde.