Louise Juhl

Hun fortæller, at jeg brugte meget tid på at finde mig til rette i mig selv.

Jeg legede med dukker, særligt med Lise, en foræring fra min mormor. Hun havde kort krøllet hår, hæklede bukser og sko med ægte snørebånd. Jeg legede, at jeg var mor og Lise mit barn, men rollerne var uklare:
“Nej, nej, nej, sådan holder man ikke på et barn,” kunne Lise irettesætte mig, når jeg løftede hende fra puslebordet og glemte at lægge en hånd under dukkens hoved.
Eller hun skældte: “Det er ikke en måde at mætte et barn på,” når jeg forsøgte at made hende med mos, men glemte at tælle til ti mellem hver skefuld.
“Følg barnets tempo!” råbte dukken så, og jeg trak forskrækket skeen tilbage fra Lises mund, pustede på den usynlige mos, indtil Lise råbte “Mer!”

Ind imellem forsøgte min mor at mægle. Så bad hun Lise om at dæmpe sit gemyt:
“Så, så, så unge dame,” kunne hun finde på at afbryde og pege på dukken, “nu skal du være ordentlig overfor din mor.”
Men jeg tog altid Lises parti, forsvarede hendes indsigelser:
“Nej, mor, Det er rigtigt nok, hvad Lise siger, jeg gør det hele helt forkert.”
Så vuggede jeg dukken frem og tilbage, mens jeg hviskede
“Undskyld, undskyld, undskyld, jeg lover, at jeg nok skal blive bedre.”