Louise Juhl

De siger i radioen, at der er grund til bekymring. Det er noget med Cheminova og spildevand. Min mor får en dyb rynke imellem brynene, den højre side af rynken er dybere end den venstre, det får hendes ansigt til at svaje.
Senere ser vi TV-avis – en epidemi er brudt ud i USA. Særligt homoseksuelle ser ud til at blive ramt. Sygdommen viser sig først som lilla udtrækninger på huden, men viser sig hurtigt værre end det: nervebetændelse, lungeinfektioner, forkølelser med døden til følge. De viser billeder af tændstiktynde mænd, hvis øjne virker uforholdsmæssigt store i de indsunkne ansigter. Journalisten interviewer et af ofrene, han hoster voldsomt. Hvis det her skal forestille et liv, fremstammer han, så vælger jeg at dø.
Journalisten vender sig væk. Hvisker i mikrofonen, at der næppe bliver tale om et valg for denne mand: Døden allerede har indhentet ham.
Min mor slukker for fjernsynet, V´et i hendes pande vælter.

Jeg låser mig inde på det lille badeværelse ved siden af køkkenet, gransker min hud for blå mærker, lytter til mit vejrtræk: Er det en piben, jeg kan høre fra mine lunger? Efter en time banker min mor på døren, jeg skynder mig at trække i tøjet, låser op. Min mor ser mit uglede tøj, stryger mig over håret.
-Der er aftensmad, siger hun.

Kort tid efter begynder jeg at pille prismærker af alle varer, min mor bringer ind i huset. Jeg er grundig, bruger terpentin til at fjerne eventuelle rester af lim. Jeg tæller også bestik, hver morgen og hver aften, både det i skufferne og det fine sølvtøj, vi har arvet efter farbror Ejner.
21 gafler, 26 knive (de overskydende er hjembragt fra nogle af min fars mange rejser, “Swizzair” står der stemplet på grebet). Vi har flest teskeer, mere end tredive, de fleste er af sølv. Det er gaver fra barnedåb og højtider, nogle af dem har H C Andersen motiver støbt i toppen.
Jeg sørger for at skifte karklud to gange dagligt og sikrer mig, at alle vinduer er lukket med hasp, både når nogen forlader huset, og når de kommer tilbage.
Jeg tæller alt. Selv vejtræer forsøger jeg mig med, men de er svære at tælle, når vi kører bil. Flere gange begynder jeg at græde, fordi min far ikke vil sætte hastigheden ned, han forstår ikke hvorfor. Jeg tæller vinduer i højhuse, antallet af trin i opgange. Min mor bemærker heller ikke noget, før jeg en dag nægter at gå på biblioteket. Bygningens facade er dækket til på grund af ombygning, og jeg må forklare hende, at det ikke går! At jeg ikke kan! At de tildækkede ruder virker som et ansigt med øjne skjult bag kulsorte briller – hvad gemmer de på, hvem gemmer de sig for?
Jeg fortæller hende også, at vi er nødt til at holde øje. Allesammen. Hele tiden: Spildevand, hud-udtræk, vinduernes tæthed. Jeg forklarer, at hvis bare vi holder øje nok, tæller og holder styr, så vil hverken hun eller far nogensinde blive syge, og fiskene i vandet ud for Thyborøn vil ikke dø.
Min mor ser på mig, smiler og siger, at helt så enkelt er det ikke, gid det var. Det er ment som en trøst, men jeg hører noget andet. For hvis hverken vinduer, vejtræer, teskeer og trappetrin er nok, hvad er så?