Louise Juhl

Jeg sidder i sommerhuset og savner min mor så frygteligt, den løse hud på halsen og de rastløse hænder, tanken om, at det pludselig en dag er for sent. For at komme fri af tanken, kører jeg til den lokale brugs for at handle, jeg mangler optændingsbriketter, men de viser sig at være udsolgt, i stedet forsøger jeg at finde en butternutsquash, så jeg kan lave mig en fyldig suppe til aften:
-Desværre, svarer en medarbejder i Star wars t-shirt og sikkerhedssko, -det kan vi ikke klare.
-Hvad fanden sælger I egentlig i den her biks, råber jeg, barnligt frustreret over hverken at kunne få det ene eller det andet, og den imødekommende medarbejder begynder at remse op:
-Ja vi har løg og kartofler og gulerødder.
Jeg orker ligesom ikke at afbryde og forklare, at mit spørgsmål ikke er bogstaveligt ment.
– Som noget helt nyt sælger vi også Kaj-kager fra bageren i Brovst, fortsætter hun med endnu større i er, og jeg bliver helt paf over skiftet fra suppegrønt til konditorkager og spørger:
– Kaj-kager?
Medarbejderen smiler og svarer, at én koster 18, men at jeg kan få to for 30 – og sådan er jeg endt uden hverken optænding eller aftensmad, men med to Kaj-kager, og savner min mor mere end nogensinde – fordi hun er pureste menneskeguld, men mest fordi jeg nu er nødt til at spise begge kager selv?